Transparent

Johannes Lindner Design Studio

Lampedesign fra Johannes Lindner

johanneslindner.com

Arkitekten Johannes Lindner er uddannet på universitetet i Aachen, og hans designstudio ligger i Fürth i Bayern. Hans design har ikke desto mindre et nordisk udtryk, for hans designfilosofi bygger på de samme principper om enkelhed, gennemarbejdede detaljer og mennesket i centrum.

”Mit designarbejde handler om at skabe produkter, som tager afsæt i en klar ide, og som gennem arbejdet med detaljer og proportioner opnår en stram æstetik og en stærk, unik identitet. Når man fokuserer på brugeren og detaljerne i, hvordan ting er sat sammen, vil man naturligt få en høj kvalitet i formgivningen. Målet er at skabe produkter, som er både fysisk og visuelt langtidsholdbare,” siger han.

Han beskriver sig selv som en stor fan af skandinavisk design.

”Skandinavisk design er kendetegnet af en enkelhed, som kræver meget arbejde. Skandinaviske designere gennemarbejder detaljerne, og formen befris for unødvendige elementer. Det har jeg implementeret i min egen designproces, for det giver en høj æstetik og kvalitet i de produkter, vi omgiver os med, både i det offentlige rum og derhjemme,” siger han.

Han designede sit første produkt, et armbåndsur, allerede mens han studerede. Dermed var Johannes Lindner Design Studio grundlagt. Det var i 2014. I 2018 blev han færdiguddannet som arkitekt fra RWTH Aachen Universitet. Derefter fulgte et år som bygningsarkitekt på en etableret tegnestue og fem år som underviser på bygningskonstruktør-uddannelsen på Det Tekniske Universitet i Würzburg-Schweinfurt.

”Jeg kan virkelig godt lide bygningskonstruktion som disciplin. Bygningskonstruktion er essensen af arkitektur, fordi det er der, hvor visionen gøres til virkelighed. Det er der, hvor designideen kombineres med konstruktionens logik i samspillet mellem materialitet, æstetik og funktion. Det er også det, der definerer god arkitektur eller godt design,” siger Johannes Lindner.

Han designede OTTO L1700 parklampen, fordi han ønskede at skabe bedre offentlige rum. Parklampen er enkel – to cirkler forbundet af deres tangenter – og tilbyder et enkelt, behageligt, blændfrit lys. Den er designet med tanke på lav lysforurening, så få plasticdele som muligt og nem adskillelse i genanvendelige materialer.

Designet er færdigudviklet i samarbejde med Lampas. Og det er måske ikke helt tilfældigt.

”Jeg har faktisk kendt Lampas meget længe. Da jeg var barn, var jeg på ferie i Danmark med mine forældre. Der så jeg en postkasse, som simpelthen bare var smuk. Senere forsøgte jeg at finde ud af, hvem der havde lavet den her smukke postkasse. Sådan lærte jeg Lampas at kende,” fortæller Johannes.

Relaterede produkter