Transparent

Peter Bysted

Designer Peter Bysted

www.icono.dk

Peter Bysted er uddannet fra Arkitektskolen i Aarhus i 1978 og har i hele sin karriere arbejdet med design og arkitektur i et bredt perspektiv – fra frimærker til verdensudstillinger. I 1987 grundlagde han designvirksomheden Bysted A/S og gjorde den til en af Danmarks største. Blandt mange andre hverv og stillinger inden for design og arkitektur har Peter Bysted også været rektor for Danmarks Designskole.

Omkring 1980, mens Peter Bysted var ansat i arkitektfirmaet Friis & Moltke, mødte han stifteren af Lampas, Kjell Berentzen. Det møde resulterede i, at Peter Bysted i dag står bag nogle af Lampas’ største succeser – lamperne MONK L202, MONK L201, LIGHTHOUSE L209 og ANDERSEN L207.

Belysning har interesseret Peter Bysted siden studietiden, især udendørs belysning.

“For mig er det et særligt incitament ved udendørs belysning at skabe sammenhæng mellem omgivelser og design. Lyset skal understøtte rummet i stedet for at dominere det,” siger han.

Han foretrækker ærlige og genkendelige materialer uden at gå på kompromis med kravet om, at designet skal være funktionelt og langtidsholdbart.

Siden 2010 har Peter Bysted drevet designvirksomheden ICONO. Her arbejder han blandt andet med at forbedre sanitetsløsninger i flygtningelejre – et arbejde, der i 2016 resulterede i en Danish Design Award for “The Child-friendly Latrine Project”.

Produkt design