Transparent
Lampas lamper er dansk designhistorie - foto af Erik Zappon

Foto: Erik Zappon

Lampas har historie

Gennem fem årtier har Lampas stået for design og produktion af enestående dansk belysning.

Vi blev grundlagt i 1971, og fra begyndelsen var samarbejdet med danske designere og arkitekter en central drivkraft i virksomheden. En række ikoniske og prisbelønnede lamper er sendt på markedet fra Lampas, senest i 2019.

Grundlæggerne Kjell og Grethe Berentzen byggede Lampas op til en unik position i dansk design. Efter at de solgte Lampas, skiftede virksomheden ejer et par gange i en turbulent tid. I 2018 landede Lampas i HITSA-koncernen for at genopstå som belysningsproducent med fuld fokus på design, kvalitet og håndværk.

Pullerten i støbejern LIGHTHOUSE på foto af Erik Zappon for Lampas

Foto: Erik Zappon

Samarbejdet mellem Lampas og Friis & Moltke Design

Kjell Berentzen grundlagde Lampas i 1971 på ideen om at producere specialdesignede lysarmaturer for de danske arkitekter. De tegnede ofte både bygning, møbler og belysning fra grunden til et projekt.
Noget af det første, Kjell gjorde, var at rejse rundt til landets tegnestuer.

En dag lige efter frokost var det Friis & Moltke i Aarhus, han gik ind til. Kjell var ikke klar over, at han var gået ind på en af de mest selvbevidste og højtprofilerede tegnestuer i den danske arkitektbranche. Han blev blankt afvist i receptionen, fordi han ikke havde en aftale. Men han var så heldig, at Elmar Moltke selv sad i frokoststuen lige ved siden af og hørte, hvad han sagde. Moltke stak hovedet ud og bad Kjell vente fem minutter.

Det blev starten på et legendarisk samarbejde mellem Friis & Moltke og Lampas. Sammen med arkitekter som Ove Rix, Elmar Moltke og Knud Friis skabte Lampas en række designikoner.

Samarbejdet med Friis & Moltke nåede et højdepunkt, da tegnestuen tegnede Lampas’ fabrik i Ringe på Fyn. Den blev indviet i 1979 og er tildelt flere priser, blandt andet Arkitektforeningens Æreskalejdoskop.

Foto af Erik Zappon for Lampas

Foto: Erik Zappon

Arven og fremtiden

“Vi har to ting, vi skal i Lampas i dag,” siger Søren Lauritsen, chef for Lampas siden 2018.

“Den ene er at modernisere de designikoner, vi har arvet, til nutidens tekniske krav. Siden de blev tegnet, er der sket en teknologisk udvikling på LED, plastic og meget andet, og vi skal opgradere vores klassiske lamper til nutiden. Den anden er at skabe nye exceptionelle lamper sammen med arkitekter og designere.”

“Håndværk har altid været grundlaget for Lampas. Det skal det fortsat være. Vi har en del af produktionen her i Kolding. For eksempel foregår pulverlakering og samling af lamperne her. Det giver kontrol over kvaliteten, og det giver mulighed for at tænke social inklusion og bæredygtighed ind i produktionsprocessen.”

Lysarmatur og mandlig model på foto af Erik Zappon

Foto: Erik Zappon

Arkitekter gennem årene

Samarbejdet med designere og arkitekter har altid været en del af drivkraften i Lampas.

I 1980’erne var det blandt andre Jan Fugl og Kai Hansen, Peter Bysted, Schmidt Hammer Lassen Architects, Luplau Poulsen Arkitekter og C.F. Møller Architects, der blev skabt relationer til. Alle har lamper i produktion hos Lampas den dag i dag.

I 1998 stødte Kjell Berentzen bogstaveligt talt ind i Ib Valdemar Nielsen fra Cubo Arkitekter til en udstilling på Arkitektskolen i Aarhus. Da Kjell foreslog et samarbejde, blev han afvist med den begrundelse, at han ikke vidste nok om fodbold. Det mente Kjell nu nok, at han gjorde.

Samarbejdet med Cubo Arkitekter blev tæt og frugtbart. Den første væglampe blev opkaldt efter den engelske angriber Michael Owen. Siden har Cubo tegnet nogle af de mest karakterfulde lamper i Lampas’ sortiment. Udvalget fra Cubo spænder meget vidt – fra gadelys til spisebordspendler.

I 2006 opstod igen et frugtbart samarbejde, da Anne Qvist skabte endnu en Lampas-klassiker med gadelygten KILDEBJERG. Det blev den sidste nyskabelse, før Kjell og Grethe Berentzen solgte Lampas videre.

Lampas OWEN væglampe på foto af Erik Zappon

Foto: Erik Zappon

En ærlig holdning til produktets kvalitet

Når Kjell Berentzen ser tilbage på, hvilke værdier der skabte Lampas, siger han blandt andet:

“Design er lig med kvalitet. Det ligger i detaljerne. Vi gik op i ALT. Vi sendte skruerne til LIBER-lampen til sortbrunering på Otterup Geværfabrik for at sikre, at de var helt sorte, også efter at installatøren havde skruet lampen op.”

“Du skal have en ærlig holdning til produktets kvalitet. Hvis nogen kan anfægte det, du siger om produktet, så holder det ikke.”

Den kompromisløse holdning gjaldt også grafisk design. Lampas’ kataloger blev skabt med lige så stor omhu som produkterne. Der blev samarbejdet med blandt andre grafikeren Erik Rasmussen og senere fotografen Erik Zappon og grafikeren Dodo Lundgaard. Erik Zappon har for eksempel taget de sorthvide fotos, som illustrerer historien her.

De seneste kataloger blev udviklet af designfirmaet Designit.

Design og kvalitet er stadig kernen i Lampas.

“I dag skal vi tænke design i en endnu bredere forstand. Ud over det æstetiske skal lampen være nem at montere og reparere. Vi skal tænke bæredygtigt, både i design af produktet og i hele produktionsprocessen. Det er det, design og kvalitet favner i Lampas i dag,” siger Søren Lauritsen.

Foto for Lampas af Erik Zappon

Foto: Erik Zappon

Lampas genopstår

I 00’erne og 10’erne gik Lampas igennem en hård overgangstid. Ejerkredsen skiftede flere gange, hver gang med strategisk og økonomisk turbulens til følge.

I 2018 købte HITSA-koncernen virksomhederne Veksø og Lampas på én gang.

Det gik hurtigt op for de nye ejere, at de med Lampas havde fat i et stærkt brand og en produktportefølje med et kæmpe potentiale.

I 2018 blev Søren Lauritsen ansat som ny chef for Lampas, og opbygningen af en passioneret stab af erfarne og nyansatte medarbejdere begyndte.

I 2019 sendte Lampas sin første nydesignede lampe i mange år på markedet. NYE-serien, tegnet af VE2, vandt i 2020 udmærkelsen som Best of the Best i kategorien ‘Belysning og lamper’ i den internationalt anerkendte Red Dot Award.

Lampas er med andre ord tilbage på fuld kraft som producent af enestående dansk belysning.

Lampas lamper er dansk designhistorie - foto af Erik Zappon

Foto: Erik Zappon

Belysningschef Søren Lauritsen

Vil du vide mere?

Ring eller skriv, hvis du har et spørgsmål! I Lampas har vi en stor viden om lys og alle de overvejelser, der indgår i at skabe en smuk og funktionel belysning. Vi deler gerne ud af vores erfaring. Tag fat i os, hvis du har et spørgsmål, eller hvis du står med et udfordrende projekt.

Søren Lauritsen

Belysningschef
+45 2498 8901
sl@lampas.dk