Af Søren Lauritsen, belysningschef i Lampas
En forårsdag i april 2022 modtog vi nyheden om, at Kjell Berentzen var gået bort. For alle i Lampas var det en besked, der blev modtaget med stor eftertanke og en særlig sorg. For nu er manden, der fik ideen til Lampas og byggede virksomheden op lampe for lampe, her ikke længere.
I 2020 havde jeg den særlige oplevelse og fornøjelse at møde Kjell Berentzen. Da jeg kom til Lampas i 2018, var min opgave at få Lampas til at genopstå i virksomhedens oprindelige ånd. Derfor var det utroligt givende at møde det menneske, som i så høj grad har defineret, hvad Lampas står for. Jeg mødte en energisk Kjell Berentzen og fik et levende indtryk af, hvad det har krævet at stå i spidsen for belysningseventyret Lampas fra de første skridt blev taget omkring 1970 – skridt, som blev taget med en taske under armen ind ad døren til travle tegnestuer – gennem de succesfulde årtier, hvor Lampas-lamper blev eksporteret til hele verden – hvor det er mit indtryk, at der også blev kæmpet, satset og vundet.
Design er lig med kvalitet, sagde Kjell. Han vendte igen og igen tilbage til samspillet mellem produktion, arkitektur og grafisk design. Han gav udtryk for, at frihed og selvstændighed var det højere formål – hvis penge i sig selv var målet, var det aldrig gået, sagde han. I den lille bog ‘Lampas i al sin enkelhed’ skriver han, at det er afgørende, at man som producent har ‘en ærlig holdning til produktets tekniske og æstetiske kvaliteter’. Han skrev også, at ‘et firmas start og videre forløb, eventuelt med en succeshistorie til følge, altid vil være et samspil mellem mennesker, som forstår hinanden og stædigt fastholder grundidé og holdning’.
Tankerne lever videre i Lampas nu. Ligesom lamperne – kernen i Lampas – lever videre på den måde, at de ikke bare er i produktion stadigvæk, men også udvikles og forbedres af os, som har overtaget Kjell Berentzens livsværk. Vi vil fortsat gøre vores bedste for at leve op til den styrke, Kjell Berentzen grundlagde Lampas med. Vi skylder ham stor tak. Æret være hans minde.
Ring eller skriv, hvis du har et spørgsmål! I Lampas har vi en stor viden om lys og alle de overvejelser, der indgår i at skabe en smuk og funktionel belysning. Vi deler gerne ud af vores erfaring. Tag fat i os, hvis du har et spørgsmål, eller hvis du står med et udfordrende projekt.
Søren Lauritsen
Belysningschef
+45 2498 8901
sl@lampas.dk